Hvad er en kristen?

 

Betegnelsen kristen

Mange har i tidens løb gået under betegnelsen "kristen". Hvis man spørger folk, vil man højst sandsynlig få forskellige svar efter hvem man spørger. "Kristne - det er lutheranere", "Kristne - det er Danmarks befolkning", "Kristne - det er svage personer, der har behov for noget at tro på", "Kristne er kedelige" eller "Kristne er flinke". Men hvilken af alle disse betegnelser er rigtig? For at finde den oprindelige mening må vi gå tilbage til første gang betegnelsen blev brugt. I tiden efter Jesus, kaldte man de personer der levede ligesom Jesus Kristus for kristne. Det var en betegnelse andre kaldte dem, fordi de lignede Jesus i deres væremåde. Hvis så vi fx. kigger på Danmarks befolkning, hvor de fleste ser sig selv som kristne, hvor mange lever så op til betegnelsen "kristen" ...eller i det mindste forsøger?

 

Forskellige slags kristne

Der findes ikke nogen gradbøjning af kristen som jeg er "lidt" kristen eller praktiserer en gang i mellem. Jesus snakkede ikke om søndagskristne eller kulturkristne, men om dem som var villige til at lægge hele deres liv ned for Ham og dem der ikke var. Sagen er, at det at være kristen ikke er noget man bliver født som, det er et personligt valg, man selv træffer. Et valg om at ydmyge sig og tro på Jesus Kristus som Guds søn og leve efter hans ord. Et valg i tro, håb og kærlighed, der gennemsyrer hele ens liv. Det er Bibelens kristne - ikke mere, ikke mindre.