Det er kun andre, der dør
Den fortrængte sandhed
Vi lever i vores faste hverdag af rutiner og gøremål. Man glemmer nemt at vi kun er her i en begrænset tid. Selv om det helst fortrænges, er vi er ikke udødelige. Men det føles ofte sådan og vi opfører os som om. Hvis man bliver ramt af sygdom eller besøger et hospital, indser man hurtigt, hvor skrøbelige vi mennesker faktisk er. Bag hospitalets vægge ses livets realiteter som ikke længere er tæt på vores hverdag. Her ses bl.a. patienter der kæmper bare for at trække vejret eller nogen der knap kan holde sig bevidste.
Tænk hvis man rammes af en trafikulykke, en blodprop eller får konstateret uhelbredelig kræft, så er det pludselig lige meget, med ting som prioriteres højt i hverdagen som en ny fiks mobiltelefon, fladskærm eller iPhone. Materialismen viser sit sande billede...det er bare ting der fylder hverdagen ud. Materialismen kan egentlig ikke hjælpe os når vi er i nød.
Start- og slutdato
Den hårde sandhed er at vi alle skal dø engang. Emnet kan være følsomt. Man siger helst at folk er sovet ind, er gået bort eller har fået fred. Men når nu vi alle sammen engang skal dø ville det så virke helt ved siden af, at bruge bare minimum den samme tid på at søge en mening med vores liv, som vi ellers bruger foran TV's soap-operaer og gameshows eller foran PC'en, gratisavisen eller i motionscentret?
Jeg håber du vil synes det er tiden værd at læse videre her på hjemmesiden.